Jeppe anbefaler

Blandede bolsjer

Jeg har valgt lidt blandede bolsjer, men hvis man skulle udpege et gennemgående element ved værkerne, så er det nok en interesse for samfundsforhold og det historiske perspektiv.

Jeg elsker at blive klogere på, hvorfor verden ser ud som den gør, herunder hvad der former os som mennesker og samfund.

Brooklyn dårskab
I Paul Austers roman fra midten af 00’erne møder vi den tidligere forsikringsagent Nathan Glass, som har gennemgået alle behandlingsformer for lungekræft og har indstillet sig på en stille afslutning på et – synes han - trist og latterligt liv. Et tilfældigt møde med sin nevø samt en række fremmede mennesker vender dog op og ned på alting, og giver Nathan en ny mission i tilværelsen. 

Undercover: mit dobbeltliv som PET-agent
Få indblik i en ellers lukket verden. Tony Lindkold var igennem en årrække undercoveragent for politiets efterretningstjeneste, og i denne bog fortæller han om, hvad der kræves for at blive undercoveragent og om hvilken pris man skal være villig til at betale. 

1864 - slagtebænk Dybbøl
I Tom Buk-Swientys dokumentarisk beretning om Danmarks krig mod Prøjsen og Østrig i 1864 dykker vi ned i, hvordan vi endte med tragedien ved Dybbøl og det politiske spil i København og Berlin under krigen. Værket stiller først og fremmest skarpt på de soldater, officerer, feltlæger og krigskorrespondenter, der oplevede krigen og det blodige slag. 

USA's historie
Gennemgang af Guds eget lands historie, som giver en god grundforståelse af det amerikanske samfund og sammenhængene heri. I værket opridses USA's historie fra koloniseringen og etableringen af en helt ny nation og frem til Donald Trumps kontroversielle præsidentperiode. Et must for interesserede i USA's historiske udvikling.

Den hemmelige kok : sådan fusker madproducenterne med dine fødevarer
Tag med på en øjenåbnende undersøgelse af de fødevarer vi putter i munden hver dag. Forfatteren stiller skarpt på de industrielt forarbejdede madprodukter og produkternes kryptiske varedeklarationer. 

Vanedyr: videnskabens manipulation af vores instinkter
Nicklas Brendborg undersøger, hvorfor vi mennesker er blevet ufrie vanedyr, og hvordan tager vi magten tilbage. Bogen er spændende læsning for alle med interesse for vanedannelse, madindustri og menneskelig adfærd.

Om at spise dyr
På en tankevækkende og lærerig måde udforsker Jonathan Safran Foer, det at spise animalske produkter og belyser emnet ud fra egne erfaringer, overleverede myter og undersøgelser af dyrs forhold i den moderne landbrugs- og kødindustri. 

Tyvenes by
I David Benioffs værk følger vi den 17-årige Lev og soldaten Kolja, som står til dødsstraf under Leningrads belejring. De får dog en chance, hvis de kan skaffe et dusin æg til en oberstdatters bryllupskage.

Breaking Bad
I den måske bedste TV-serie siden årtusindeskiftet følger vi den 50-årige Walter White, som underviser i kemi på et gymnasium. Da han får konstateret lungecancer, begynder Walter sammen med en tidligere elev at fremstille metamfetamin for at sikre sin familie økonomisk. Det viser sig at være en meget farlig levevej.

Angels with Dirty Faces - OBS den skal bestilles via Bibliotek.dk
Den anerkendte journalist Jonathan Wilson, som har boet i Argentina i en årrække, står bag bogen ‘Angels with Dirty Faces - How Argentinian Soccer Defined a Nation and Changed the Game Forever’. Heri stiller Wilson skarpt på en nation, der er fuldstændig besat af fodbold – som for argentinerne er uendeligt meget mere end bare et spil. I bogen kortlægges bl.a. de fem faser af argentinsk fodbold fra tilegnelsen af det engelske spil til i dag.