Lises sommeranbefalinger

I bibliotekets udlån ser I måske ikke så meget til Lise. Lise er nemlig en af vores dygtige ledere, og hun skaber retning og struktur for vores biblioteker. Det kræver sin kvinde at holde styr på et bibliotek, så når ferien indfinder sig, skal roen indfinde sig hos Lise. Derfor går ferien ofte til et varmt og roligt sted med en smuk udsigt. Det er vigtigt at øjet og hovedet finder ro på en smuk horisontlinje, så der kan genoplades og skabes plads til nye tanker. 

I fordums tid læste Lise litteraturvidenskab på universitetet, så Lise er en rigtig nørd og holder af at dykke dybt ned i et forfatterskab. Nu er turen kommet til Tove Ditlevsen, og starten er gået med hendes første erindringsbog ”Barndom”. Svend Brinkmanns ”Tænk” skal læses, fordi Lise vil udfordres og inspireres til at tænke nyt. Og ”Tre dage i april” kommer med i kufferten, fordi sommerferien kalder på murstensromaner og fordybelse.