Er du også lyttelæser?

Måske du også hører til den hastigt voksende gruppe af personer, der har kastet sig over lyttelæsning?

At tage en bog i ørerne og lade sig rive med af fortællingen. Det kan der være mange gode grunde til.
Det kan være, at den travle hverdag ikke efterlader nok tid til at tygge sig igennem de fysiske bøger.
Måske det virker helt uoverskueligt og svært at samle nok energi sammen til overhovedet at komme i gang med den der bog, der ligger på natbordet.
Det kan også være at du er en af dem, som synes, at støvsugning og tøjvask bliver bare 5% sjovere, når der er en god historie i ørerne. Sidstnævnte kan jeg i hvert fald personligt tilslutte mig.  

Uanset hvilken motivation der ligger bag din lyttelæsning, er der i dag heldigvis et kæmpestort udvalg af lydbøger.

Og den erfarne lyttelæser vil vide, at indlæseren og oplæsningen har stor betydning for oplevelsen. Man får ofte sine favorit-indlæsere, og personligt synes jeg, at der efterhånden er mange dygtige indlæsere, der kan tilføje oplevelsen en ekstra formidlingsdimension ved greb som bevidst stemmebrug, sprogrytme og kunsten at levendegøre historien.

Biblioteket har mange fysiske MP3 lydbøger lige til at putte i din afspiller, men tilbyder også adgang til et væld af lytteoplevelser via nettjenesten eReolen